Livets lidt sværere tider.

Der har længe været stille på min blog, hvilket ikke helt har været selvvalg. For lidt over 4 uger siden fik kæresten det opkald man tænker kun kommer til naboen. Hendes søster og dennes melemste søn på 8 var slået ihjel af en spritbilist nord for Randers, og da vi nåede frem til sygehuset, nåede vi det lige tids nok, til at se søsterens 3 årige lille datter ånde ud.

Jeg kunne skrive malene stolpe op og ned omkring hvilken tilstand et bringer et menneske i, der skal se på et lille barn dø, specielt når dette har været involveret i en alvorlig ulykke, med de skader der følger med der. Men jeg vil egentlig hellere fokusere på de mere lyse ting her i livet..... Selvom det er svært, må vi videre. Det er nemt at sige, men så pisse svært at forstå, når krisen rammer.

Man lærer jo noget af alle de ting livet udsætter os for, og hvad kan jeg så lære af alt dette? Vi skal selvfølgelig passe på hinanden, og huske at livet er for kort til at hænge sig i småskærmysler. Vi skal huske at kysse dem vi elsker; farvel når vi går fra hinanden, og vi skal ALDRIG - ALDRIG drikke før vi sætter os bag rattet. Manden der gjorde sig skyldig i 3 dobbelt drab var ikke pisse fuld. Han var ikke en gang halvvissen. Han havde en promille på 0,86. Altså 0,06 promille over den gamle grænse. Her tænker jeg så: En ting er at man er en idiot når man mener man kan køre bil efter ca. 3 genstande. En anden ting er at VIDE man er over promillegrænsen, og så sætte sig ind i sin bil - Ikke stiv - bare lettere glad, og så køre som om man har stjålet både bil og benzin. Jeg ved ikke hvor hurtigt manden kørte, men eftersom de 2 biler lå ca. 200 meter fra hinanden, da de lå stille, har han jo ikke ligefrem overholdt færselsloven. Et forsigtigt bud må være 130-150 km/t. Så hurtigt har de fleste af os kørt - Jo du har - men at man vælger at køre så stærkt når man samtidig ved at man ikke er ædru, er mig en gåde.

Man kan ikke fortænke mennesker i, på en eller anden måde at søge hævn i situationer som denne. Min kærestes søster efterlod sig en 12 årig dreng, og hendes kæreste, og hvis de føler hævntørst kan INGEN fortænke dem i det. At miste de 3 mennesker der står en nærmest er så sindssygt at alle tanker, og følelser er legitime. Jeg er blot af en lidt anden holning. Jeg var på ingen måde følelsesmæssigt involveret i min kærestes søster, og kendte knapt hendes børn. Og jeg må erkende at hævn ligger mig fjernt. Manden der gjorde dette, mener jeg alerede har fået sin straf. HVER eneste dag, resten af sit liv, skal han leve med den beslutning han tog den fredag aften. Beslutningen om at være ligeglad, selvisk, og snothamrende dum og så sætte sig i bilen efter en tur ud og spise med en kammi. Hver nat han lukker sine øjne kommer billedet af ulykken frem. Hver gang der er stille hører han braget. Hver gang han ser et lille barn, tænker han - på dem han slog ihjel. Det må være straf nok. I min bog er det i hvert fald. Men igen - at andre har det anderledes respekterer jeg fuldt ud, og kan også følge dem hele vejen.

Hva' er min pointe så med dette indlæg? Ik' rigtigt andet end - Skal vi ikke passe lidt bedre på hinaden?