Det var så festivalsæsonen anno 2009. Meget kortere i år end tidligere, men alligevel benhård, sur, usund, og sindssyg. Men ikke desto mindre - som alle andre år - noget jeg bestemt ALDRIG ville være foruden. Jeg har ofte tænkt: Allan.... Hvorfor HELVEDE gør du det her? Hvorfor gider du arbejde 18 timer i døgnet, mange dage i træk, for - hvis man regner tingene ud i timeløn - noget der ligner middellønnen i Bangladesh?
Et egentlig entydigt svar kommer jeg nok aldrig i nærheden af, men det er da tankevækkende at man som 32 årig, gidder at blive ved. Måske er det samværet med nogle fede mennesker, og tro mig: Lydbrancen byder på nogle af de mest faverige, festlige, sjove, sindssyge og glade mennesker der kan opdrives. Måske er det den tilfredsstillelse der ligger i at få 4 mio enkeltdele til at koge sammen til en velsmurt og vellydende maskine der sørger for 30.000 - 50.000 menneskers fest kan lade sig gøre. Eller måske er det bare fordi jeg ellers ikke rigtig ved hva jeg skal stille op med en lang sommer..... Sikkert er det i hvert fald, at jeg på trods af et søvnunderskud på størelse med USA's underskud på betalingsballancen, ikke er et sekund i tvivl om at når telefonen ringer omkring 1 februar 2010 er responsen: Helt sikkert..... Jeg kan godt de uger!
Men nu er det slut for denne sommmer, og en laaaaange vinter truer. Heldigvis skal man ikke bekymre sig ret meget over regn blæst, og kulde når tingene rykker indendørs.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar